STARTHJÆLPSMODEL

Idé & Behov

Oplever du et behov for at udvikle en ny hjemmebehandling eller har du en god ide, - så får du her starthjælp til at formulere dit behov eller din ide. I de vedlagte filer kan du få hjælp til at få struktureret din ide, eksempelvis hvilke patienter kan få gavn af det nye behandlingstilbud, hvad er drømmescenariet og hvilke løsninger er mulige. ********* Når du har beskrevet din ide, skal du vurdere om den er sammenlignelig med en allerede kendt hjemmebehandling, som kan inspirere, så vælger du at gå videre ad ”transitionsruten”. Er din ide ny eller bygget om omkring kendt teknologi, som anvendes på en ny måde, kan du søge hjælp ved at gå videre ad ”innovationsruten”.
Kendt hjemmebehandling Ny hjemmebehandling

Transition

Her får du hjælp til at konkretisere din ide yderligere. Hvordan foregår behandlingen i dag og hvordan ønsker du at behandlingen kan se ud i fremtiden? Ideer til hvordan du forestiller dig projektet skal gennemføres samt hvad målet er. I vedlagte tjekliste finder du hjælp til din videre beskrivelse. ********* Når du har konkretiseret din ide til projektbeskrivelsen, er der grundlag for at formulere en foreløbig projektbeskrivelse. Du kan i næste fase få viden om centrale aspekter i hjemmebehandling. Her kan du specifikt udvælge de områder, som har betydning for projektet og dets delopgaver.
Tilbage
Videre

Innovation

Afhængig af din ides karakter er der forskellige muligheder for at få hjælp til videre udvikling. Den videre vej og hvor du henter hjælp afhænger af, hvilken løsning du ønsker at udvikle, eksempelvis teknologisk udstyr, udvikling af app, ny arbejdsgang. ****** Du kan kontakte nedenstående for hjælp (se links under filer): • Rigshospitalets Videncenter for Specialiseret Hjemmebehandling • Rigshospitals Enhed for Forskning og Innovation • Rigshospitalets Enhed for Digitalisering og AI • Det Nære Sundhedsvæsen, RegionH
Tilbage
Videre

Jura

Når en behandling ændres fra hospitalsbehandling til hjemmebehandling, er behandlingsansvaret stadig hospitalets. Der er derfor nogle juridiske rammer, som skal overvejes ved alle former for hjemmebehandling og - monitorering. Eksempler på områder er behandlingsansvar, tilsynspligt, journalføring og datasikkerhed. ***** Under filer finder du link til områder du skal være opmærksom på. Du finder også en tjekliste, som du kan bruge til at holde overblik over de juridiske områder i dit konkrete projekt.

Udstyr

Når en behandling flyttes til hjemmet, kan der være behov for at medgive forskellige former for teknisk udstyr. Det kan være udstyr som patienten selv lærer at håndtere eller udstyr som hjemmeplejen benytter. I dag anvendes en bred vifte af medicoteknisk udstyr, eksempelvis infusionspumper, analyseudstyr, C-PAP-udstyr, elektroniske vægte og blodtryksmålere. Alt efter hvilket udstyr du ønsker at anvende er det godt at overveje brugervenlighed, validitet, indkøb osv. ****** Under filer finder du link til oversigt over medicoteknisk udstyr som anvendes på Rigshospitalet i dag. Du finder også en tjekliste, som du kan bruge til at holde overblik over områder, som skal tænkes ind i dit konkrete projekt.

Medicin

Patienter, som er i sygehusbehandling udenfor hospitalet, skal som udgangspunkt have udleveret behandlingen af hospitalet. Dette gælder også nødvendige utensilier. Behandlingen kan eksempelvis være medicin til intravenøs -, subkutan behandling eller parenteral ernæring. Utensilier dækker over alle de relevante remedier som behandlingen kræver, for eksempel infusionssæt, dropstativ, kanylebokse og lign. ********* Inden opstart er det relevant at være opmærksom på evt. begrænsende faktorer for medicinsk hjemmebehandling, herunder behov for monitorering under selve behandlingen og holdbarhed af medicinen. ******** Under filer findes en tjekliste over relevante aspekter omkring medicin og utensilier, som det kan være vigtig at medtænke i forbindelse med omlægning til eller udvikling af hjemmebehandling, som involverer medicin.

Undervisning

Omlægning til mere behandling i hjemmet vil ofte kræve udvikling af nye kompetencer. Dette kan være relevant både monofagligt og tværfaglige internt i afdelingen, men også for samarbejdspartnere i den primære sektor. Overvejelser kan være om den nye behandling kræver særlige færdigheder, som skal opøves (blanding af særlig medicin eller anlæggelse af drop) eller om der i højere grad er tale om viden og indsigt i processer og arbejdsgange (samarbejdsaftaler med primærsektor). Skal patienten selv varetage sin behandling i hjemmet, skal man overveje hvilken oplæring patienten skal have for at kunne varetage opgaverne. En tidlig information og inddragelse af medarbejderne vil kunne fremme ejerskab og forståelse af formål og mål med det nye behandlingstilbud. ***** I vedlagte tjekliste får du inspiration til, hvilke overvejelser du skal have i forhold til udvikling af kompetencer og undervisning.

Tværsektorielt samarbejde

Når en behandling helt eller delvist flyttes hjem til patienten eller tæt på dennes hjem, kan det kræve et øget samarbejde med sundhedsvæsenets øvrige aktører, Der indgås løbende aftaler med andre sektorer på nationalt og regionalt plan samt med sundhedsklyngerne og kommunerne. Herudover skal du være opmærksom på, at hjemmepleje, sundhedspleje, sundhedshuse/sygeplejeklinikker, nærhospitaler, lokale laboratorier kan overvejes som samarbejdspartner, når en behandling omlægges. ******* Tjekliste over forskellige muligheder i det tværsektorielle samarbejde er vedlagt, som en hjælp til overblik i dit konkrete projekt. Under links kan du finde hvilke aftaler, der er lavet med kommunerne. Her finder du også et link til Enhed for Sammenhængende Patientforløb

Sundhedsplatform

Når patientens behandling flyttes fra hospitalet til hjemmet, skal det dokumenteres og registreres i Sundhedsplatformen. Det er vigtigt lokalt at få beskrevet hvad og hvordan hjemmebehandlingen skal dokumenteres i Sundhedsplatformen. Herunder også hvem der er ansvarlig for dokumentationen. Det er ligeledes vigtigt at være særligt opmærksom på sektorovergange samt kommunikation og dokumentation til evt. involverede samarbejdspartnere. Endelig kan det være relevant at overveje om behandlingsforløbet kan understøttes digitalt f.eks. i form af udvikling af MinSP-assistent.

Økonomi

Omlægning til hjemmebehandling har som regel økonomiske konsekvenser. Det er derfor en god ide at udarbejde en "business case" hvor udgifter til det nuværende tilbud sammenlignes med udgifter ved hjemmebehandling. En business case har ikke kun fokus på økonomi, også patient- og kvalitetsmæssige gevinster er en del af den samlede vurdering i forhold til de videre prioriteringer. ****** En tjekliste over de økonomiske elementer, som du bør overveje findes som vedlagt fil. I vedlagte link finder du flere værktøjer som hjælp til at udarbejde en business case.

Patient inddragelse

Når I tilrettelægger en ny hjemmebehandlings indsats, bør I overveje på hvilken måde, I kan inddrage patienterne og/eller de pårørende i udviklingen. Patienterne og de pårørende kan for eksempel deltage i planlægning af, udvikling af og beslutning om arbejdsgangene, kvalificere informationsmateriale og teknologi samt løbende give feedback og evaluere. **** I vedlagte tjekliste får du hjælp til, hvorledes du kan tænke patienternes stemme ind i udviklingen af hjemmebehandlingen. Her finder du også link til: • Rigshospitalets Enhed for Værdi for Patienten • Center for Patientinddragelse i Region Hovedstaden
Tilbage
Videre

Arbejdsflow

Når et helt eller dele af et patientforløb omlægges til hjemmebehandling vil der være opgaver, som skal reorganiseres og arbejdsgange, som skal nytænkes. Dette kan eksempelvis være, hvis opgaven fremover skal varetages af patienten selv eller af afdelingens tværsektorielle samarbejdspartnere. Der kan også være nye kommunikationsveje eller indkøb og oplæring i brug af nyt udstyr. For at sikre, at alle opgaver varetages patientsikkert og at alle afhængigheder er beskrevet, er det en god ide først at skitsere det nye patientforløb. Dernæst udarbejdes på den baggrund en beskrivelse af arbejdsflowet i forhold til den ændrede opgavevaretagelse. Det er vigtigt her også at beskrive de tværorganisatoriske og -sektorielle opgaver samt ansvarsfordelingen herfor. **** Der findes mange metoder og skabeloner til beskrivelse af patientforløb og arbejdsgange, vedlagt er to eksempler:
Tilbage
Videre

Test + Implementering

Inden opstart af det nye hjemmebehandlingstilbud er det væsentligt, at I laver en plan, der beskriver hvordan I vil implementere den nye praksis. Planen skal sætte en struktur for processen, blandt andet for, hvordan I vil det gribe an, hvem der er ansvarlige, hvilke ressourcer der skal anvendes og hvilken tidsplan, som skal overholdes. Planen er med til at skabe en fælles forståelse for formålet for og målet med tilbuddet om den nye hjemmebehandling. Det er vigtigt at involvere relevante nøglepersoner, både ledere, medarbejdere og evt. eksterne samarbejdspartnere i implementeringen. Når I planlægger implementeringen, er det en god ide at starte småt med test og afprøvning af arbejdsgange, og indbygge opfølgning og justeringer af disse, inden I udvider til fuld skala. **** Vedlagt er en tjekliste som kan anvendes ved udarbejdelse af en implementeringsplan.
Tilbage